Frihedsmuseet

Frihedsmuseet

Frihedsmuseets arkitektoniske koncept tager udgangspunkt i forestillingen om frihedskampens grænseoverskridende valg mellem to verdener – én overjordisk, offentlig tilgængelig og én underjordisk rejse ned i det skjulte. Det landskabelige koncept er udarbejdet med ønsket om at forholde sig så respektfuldt som muligt til museets placering i Churchillparken tæt på Kastellet.

Resultatet er et museum, der ikke tager rum fra parken. Derimod er der skabt et nyt rum og en ny figur, der respektfuldt lever side om side med andre af parkens monumenter. Den mørke ellipseformede bygning er beklædt med et espalier af stål. Her kravler roser og kaprifolie og planterne vil langsomt forvandle bygningen til en del af parkens natur.

Fra dommerbetænkningen:

“LANDSKABS- OG BYARKITEKTONISK INDPASNING Et let forsænket grusbelagt felt med en rektangulær betonramme omgiver ankomstbygningen, og i ét tag bliver det åbne ankomstrum og ankomstbygning til ét samlet værk. Uderum og ankomstbygning fremhæver hinanden og kan ikke stå hver for sig. Det grusbelagte ankomstrum er beregnet til ophold og cafeens udeservering, eventuel udstilling af skulpturer og større museums- genstande. Op ad ankomstbygningen vokser der hvide roser på espalier.

Betonrammen og det særligt bearbejdede ankomstrum skaber et smukt poetisk rum, som på én gang er synligt som et monument og dog alligevel beskedent tilbagetrukket. Det underordner sig omgivelserne og byder på muligheden for ophold, fordybelse og leg som en overgang til museets udstilling under jorden. Forslaget tilbyder med en elegant gestus et nyt sted i byen. Hovedankomsten til museet sker via en rampe placeret mod Esplanaden. Rampen markeres ved et murforløb med navneinskription. Yderligere to ramper placeres, så der skabes tilgængelighed. Det er dog uklart, hvordan vareindlevering og affaldshåndtering sker via disse ramper. I en viderebearbejdning skal dette kvalificeres. Affaldsrummet er vist som en selvstændig figur i plantegningen men er ikke nærmere beskrevet eller illustreret. Det ønskes belyst, hvordan figuren kan indgå i den enkle komposition mellem ankomstbygningen og rammen, og om det eventuelt er muligt, at det integreres i ankomstbygningen. Cykelparkeringen er placeret mod Churchill- parken og er delvis overdækket. Der skal tages højde for karakteren af overdækningen, så det frie kig ikke sløres, og cykelparkeringen skal tilpasses, så den foregår uden for offentligt areal.

SAMMENFATNING Forslaget er trods sit stille og rolige arkitektoniske udtryk en overraskende og spændende løsning, der på den ene side danner en funktionel bygning til Frihedsmuseet, på den anden side forener tema, park, sigtelinjer, sted og museum.”

Museet er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, og landskabet er projekteret af os i tæt dialog med arkitekterne og med professor og landskabsarkitekt Steen Høyer.

FAKTA

Type: Kultur, Museum, Byrum

Adresse: Churchillparken 6, København

Areal: 1.600 m2

Opført: 2017-2020

Bygherre: Nationalmuseet / Kulturministeriet

Arkitekter: Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S

Foto: Julie Kierkegaard AS

Præmieringer: 1. præmie i arkitektkonkurrence, 2020 Årets byggeri i kategorien ”Åben”, 2021 Kbh Kommune for sin særlige bemærkelsesmæssige arkitektur i kategorien ”Nybygninger og tilbygninger af boliger, erhverv og kulturelle institutioner”