Classic Car House

Den nye park omkring bilmuseet Classic Car House er et klassisk haveanlæg, der binder fem separate bygninger sammen til et stort oplevelsesrum og skaber en unik grøn ramme om fortællingen om klassiske biler.

Parkens arkitektoniske udtryk tager udgangspunkt i de omkringliggende klassiske haveanlæg og stedets gamle historiske træer.

Materiale- og plantevalget er enkelt og robust for at åbne mulighederne for forskelligt brug af parken og samtidige læne sig ind i en tidløs klassisk ånd.

Gårdspladser og opholdsarealer samt stier og parkering er anlagt i et helt enkelt og klassisk formsprog i en kombination af grus, asfalt og fine slidte brosten.

En omkransende skovplantning og klippede bøgehække favner området og de forskellige bygningskroppe. Den store åbne plæne med solitære træer giver plads til udstilling af biler og andre udendørs events.

På selve plænen er stedets historiske træer fremhævet. Æbletræet med Virumgårdæblet er en sort udviklet her, da stedet tilhørte Statens Planteavlsforsøg. Træet står stadig med krogede grene og er fredet, da det er det eneste af sin slags. Virumgårdæblet har det fået selskab af nye æbletræer af forskellige æblesorter, der fremover kan give gæster en smag af historien om Classic Car House. Den gamle allé af lind, de store ægte kastanjetræer, der er ca. 120 år gamle og den kolossale spidsløn, der vurderes at være 140 år gammel, er fremhævet som landskabelige højdepunkter i parken.

FAKTA

Type: Kultur, Museum

Adresse: Kongevejen 79-85, 2800 Kgs. Lyngby

Areal: 25.500 m2

Opført: 2023

Bygherre: K.W. Bruun & Co

Arkitekt: Lundgaard og Tranberg Arkitekter

Foto: Julie Kierkegaard AS

Ingeniør: Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører, Sinuz, CWN